Korsør er en by på det yderste vestlige hjørne af Sydvestsjælland ved farvandet Storebælt. Byen har 14.463 indbyggere (2022) og ligger i Slagelse Kommune i Region Sjælland.
Byen er delt i 2 bydele, Sydbyen der ligger syd for havnen og noret – samt Halsskov, der ligger nord for noret. Halsskov husede i sin nordligste bydel (indtil Storebæltsbroen var færdig i 1998) en stor færgehavn for bilfærgerne til Knudshoved, i bydelens sydligste del tættest på Sydbyen fandtes endestationen på jernbanestrækningen København – Korsør. Herfra afgik jernbanefærgerne til Nyborg. Stationen og færgehavnen blev nedlagt i 1997 og erstattet af en nyere station nord for Halsskov i forbindelse med åbningen af jernbanedelen af Storebæltsforbindelsen.
Folk, der bor i eller kommer fra Korsør, kaldes korsoranere eller korsørianere, tidligere også crucisoranere (af lat. crux, kors). Folk, der bor på Halsskov-siden kaldes undertiden for "halskovitter".
Hvoraf den første del af navnet kommer, vides ikke (korset i byens våben fra 1608 er selvfølgelig dannet efter navnet; i det ældste byvåben, fra 1519, står Bykirken). Stedet har utvivlsomt meget tidligt haft betydning som overfartssted til Fyn. Svend Grathe skal have anlagt et slot ved Korsør, men det er ikke godt at afgøre, om der med dette menes Tårnborg Slot eller et slot lige ved byen, og i senere beretninger er det også ofte usikkert, hvad der menes, når Korsør Slot nævnes, således da det berettes, at det under Grevens Fejde indtoges af nogle som hesteprangere forklædte skælskørborgere.[2] Måske er det egentlige Korsør Slot, der har ligget på det senere søbatteris plads, først opstået, da Tårnborg Slot havde tabt sin betydning, om der endog tidligere har ligget en mindre befæstning ved indløbet til havnen. Af slottets høvedsmænd kendes hr. Erik Barnumsen 1364, Jørgen (Jens?) Rud 1369—70, Claus Holste 1376, Oluf Pant († 1397), hr. Oluf Nielsen 1409, Anders Skytte 1415, Iver Jensen Dyre 1439, hr. Oluf Lunge 1464, hr. Henrik Meinstrup 1471—96, Stig Griis 1497, Erik Hardenberg 1499, Oluf Hansen 1505, Mourids Jepsen Sparre 1512—16, hr. Henrik Gøye 1516—23 osv. Slottet har dog vist aldrig spillet nogen større rolle eller været videre stærkt befæstet.
Læs evt. mere om Korsør hos Wikipedia https://da.wikipedia.org/wiki/Kors%C3%B8r.